Gå til indhold
Husk tålmodigheden, når du bevæger dig i trafikken

Pressemeddelelse -

Husk tålmodigheden, når du bevæger dig i trafikken

Brug for eksempel to sekunder mere, når du kommer til et kryds

Når cyklister kommer alvorligt til skade, sker det oftest i kryds. Det sætter Vejen Kommune nu fokus på med kampagnen ”Brug 2 sek. mere” i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik. Derfor har kommunen nu opsat plakater og asfaltgrafikker med opfordringen til både cyklister og bilister om at bruge lidt ekstra tid i de kryds, hvor der i løbet af de seneste fem år er registreret uheld med cykler eller knallerter. Mange krydsulykker kan nemlig undgås, hvis blot cyklisten og bilisten orienterer sig et øjeblik mere, og det er det centrale budskab i kampagnen.

Der er heldigvis flere og flere, der vælger cyklen i stedet for bilen, og det er forbundet med mange positive effekter for eksempel god motion, og så hjælper det med at reducere trængslen på vejene og forureningen fra trafikken. Desværre er der for mange cyklister, som kommer til skade på cykelturen, forklarer Vagn Sørensen, der er formand for Udvalget for teknik og miljø i Vejen Kommune.

Helt konkret er der i Vejen Kommune registreret 25 krydsuheld med cyklister eller knallerter i perioden 2019-2023. I de registrerede uheld er en person blevet dræbt, seks personer kommet alvorligt til skade og en person er kommet lettere til skade.

I Trafiksikkerhedsplan 2023-2026 har Vejen Kommune blandt andet fokus på den sammenhængende sikre skolevej og trafiksikkerheden omkring både daginstitutioner og fritidstilbud. Hen over den seneste vinter er der derfor etableret tre hævede flader i Rødding, der skal være med til at skærpe bilisternes opmærksomhed, når der er krydsende skolebørn.

Anders Pedersen, der er trafiksikkerhedskoordinator i Vejen Kommune holder løbende øje med de indkomne statistikker, så de forskellige forhold i trafikken kan forbedres. Han fortæller blandet andet:

For at højne trafiksikkerheden for de lette trafikanter ombygger vi løbende de sti- og vejkryds, der er belastede med uheld. I løbet af de seneste 10 år er der for eksempel ombygget flere stikrydsninger fra sideveje til Boulevarden i Vejen. Dette har reduceret antallet af uheld med cykler eller knallerter betragteligt.

I forbindelse med kampagnen opsætter Vejen Kommune plakater i vejkanten og maler grafik på asfalten ved følgende kryds. På den måde kan kampagnen ”Brug 2 sek. mere” sætte sit præg på opmærksomheden både blandt de hårde og bløde trafikanter:

  • Rundkørsel nord for Brørup
  • Skovvej / Vestre Alle, Vejen
  • Fuglesangsallé / Præstevænget, Vejen
  • Kongehøj/Boulevarden, Vejen
  • Mannehøj/Boulevarden, Vejen
  • Skovstien/Petersmindevej, Vejen
  • Byagervej/Stadionvej, Brørup
  • Foldingbrovej/Søndergade, Holsted
  • Overgade/Søndergade, Holsted
  • Maltvej/Estrupvej, Askov
  • Gestenvej / Kirkevej, Gesten

Gode råd til cyklister og knallertkørere:

1. Brug ikke høretelefoner, når du cykler / kører på knallert

2. Hold øjnene åbne og orienter dig grundigt i krydset, før du kører videre

3. Vær opmærksom på, at bilisterne måske ikke ser dig, og pas ekstra på

4. Brug hjelm

Gode råd til bilister:

1. Sørg for at orientere dig ekstra grundigt, når du skal svinge i et kryds

2. Sæt hastigheden ned frem mod krydset

3. Vær opmærksom på, at cyklister kan være svære at se, og tænk over, hvor de kan være henne

4. Hold øjnene åbne og undgå at blive forstyrret af mobiltelefonen eller andet i kabinen.

Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Vagn Sørensen

Byrådsmedlem Udvalgsformand, Teknik og Miljø 40289354

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune

Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark