Pressemeddelelse -
SG Lewis, manden bag soundtracket til din næste bytur
SG Lewis, manden bag soundtracket til din næste bytur
Den britiske DJ SG Lewis åbner op for mørket i Lille VEGA den 25. november med sine pulserende klubproduktioner.
Få mennesker kan prale med at have haft Calvin Harris som mentor, men britiske SG Lewis er en af de få. Hits som ”No Less”, ”Yours”, og ”Warm” har allerede gjort den unge producer bemærket på den elektroniske klubscene, og med en sammensmeltning af elektronisk R&B og singer/songwriter-vibes er han nu klar til at gå sine egne veje.
Den fremadstormende DJ har spillet flere udsolgte koncerter i USA og kan allerede krydse den prestigefyldte festival Coachella af på listen. Nu gearer han op til at udgive sit første konceptalbum fordelt på tre ep’er, der ”fortæller historien om en tur i byen, fra start til slut”. Første ep Dusk blev udgivet tilbage i april, og SG Lewis lover, at de sidste to Dark og Dawn kommer, inden året er omme.
Producerens borgerlige navn er Sam Lewis, og den 23-årige englænder har haft en fod indenfor musik siden sine tidlige teenageår, hvor han spillede i flere bands, inden han begyndte at eksperimentere med at remixe. Efter at have postet sine egne produktioner online, blev Lewis hurtigt booket til diverse DJ-jobs i London.
Førstesinglen ”Hurting” fra den længeventede ep Dark er allerede spået til at blive det næste store klubhit. Med en feature fra duoen AlunaGeorge er singlens energiske beat klar til at få alle med ud på dansegulvet.
Fakta om koncerten:
SG Lewis (UK)
Søndag d. 25. november 2018 kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 200 kr. + gebyr
Billetsalget starter fredag d. 7. september kl. 10.00 via vega.dk og Ticketmaster
Læs mere og køb billet til koncerten med SG Lewis.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med cirka 350 koncerter årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.