Pressemeddelelse -
Publikum vil have den fulde festivaloplevelse
Med under en måned til, at Tinderbox 2017 løber af stablen, kan Tinderbox melde om et ekstraordinært stort salg af partoutbilletter og en stor efterspørgsel på den fulde festivaloplevelse. Lørdagen er som altid også attraktiv.
Med det skelsættende og rekordsættende 2016 i bagagen, hvor Tinderbox kunne melde udsolgt med omkring 40.000 gæster, så håber og tror festivalchef Brian Nielsen på et resultat tæt på i år.
”Det er jo altid svært at spå om fremtiden, og salget til nu har ligget en smule efter det meget flotte 2016. Vi har dog set et stærkt salg her i maj, og selvom vi stadig er lidt bagefter 2016, så forventer vi, at det kommer til gå rigtigt stærkt her den sidste måned op til festivalen. Med lidt held og godt vejr tror jeg, vi når tæt på eller samme resultat som sidste år."
Der er dog en helt afgørende forskel fra sidste år, og det er salget af partoutbilletter. Hvor salget af partout- og endagsbilletter var nogenlunde ligeligt fordelt i 2016, så er festivalen rigtig tilfreds med at kunne konstatere, at otte ud af ti billetter, der sælges i år, er partoutbilletter.
“Det tager vi som et tegn på, at folk virkelig har taget festivalen til sig, og at man gerne vil have den fulde oplevelse med, når man tager på Tinderbox,” siger Brian Nielsen og fortsætter:
“Det er jo super vigtigt for os med denne opbakning og udvikling. Hvis Fyn og Odense skal have en international festival med store navne på plakaten, så er det nødvendigt, at folk bakker op hvert år, så vi kan fortsætte den positive udvikling af Tinderbox; jo større opbakning, desto bedre kan vi skabe musikprogrammet og den samlede festivaloplevelse. Så det er altså nu, de sidste skal komme ud af busken; vi har Danmarks fedeste festivalplads og i år hele fire scener, så kom ud og bliv en del af Tinderbox.”
Den odenseanske festival har sin unge alder til trods da også allerede engageret sig dybt i byen og lokalmiljøet, og senest har et samarbejde med de tre spillesteder Musikhuset Posten, Studenterhus Odense og Kansas City betydet, at tre spirende lokale bands skal åbne den nye Scene 4 på festivalens tre dage.
Når Tinderbox løber af stablen i Tusindårsskoven om en lille måneds tid er det ligeledes med omkring 85 procent lokale boder og restauratører, ligesom at en lang række odenseanske virksomheder, foreninger og ildsjæle er med til at bygge festivalen op.
Tredje udgave af Tinderbox finder sted 22.-24. juni i Tusindårsskoven. Billetter kan købes på www.tinderbox.dk.
Emner
Kategorier
For yderligere information info@tinderbox.dk