Pressemeddelelse -
Scandlines’ nye emissionsfri Femern-færge tager form
Der mangler lige det sidste, men det begynder absolut at ligne et skib.
Alle 36 sektioner, som Scandlines’ nye zero direct emissions færge består af, er svejset sammen med undtagelse af broen, der placeres midt i skibet.
Fragtfærgen, PR24, der indsættes på Rødby-Puttgarden i 2024, har nu fået sin grunder, og de forskellige rum bliver efterhånden fyldt med udstyr.
Da PR24 også skal kunne sejle som hybridfærge, er der installeret tre GenSets (en kombination af en dieselmotor og en generator til strømproduktion) fra producenten MTU.
Verdens hidtil største litium-ion-batteri-installation på 10 MWh fra den schweiziske producent, Leclanché, installeres derimod først, umiddelbart inden færgen afleveres.
Det 8,6 m høje ladetårn, udviklet af det tyske firma Stemmann-Technik, er ved at være klar til montering på molekanten ved leje 3 i Rødbyhavn.
Systemet gemmer færgens seneste position, og det forventes derfor, at der ved hvert anløb kun skal mindre tilpasninger af ladepladens position til. Systemet kan kompensere for vanstandsændringer og færgens bevægelser.
Når færgen nærmer sig færgelejet, aktiveres ladestationen, tårnets låge åbner sig automatisk, og ladepladen kører ud. Når færgen er på plads i lejet, forbindes ladepladen i løbet af maks. 15 sekunder med enheden ombord på skibet, og opladningen af batterierne starter. Efter opladning ruller lågen ned igen, så komponenterne beskyttes mod eksterne påvirkninger.
Transformer, kontrol- og koblingsudstyr er allerede på plads ved færgelejet i Rødbyhavn, og snart kommer også ladetårnet til den nye færge.
Data for emissionsfri Scandlines-fragtfærge til ruten Rødby-Puttgarden:
Længde: 147,4 meter
Bredde: 25,4 meter
Design dybgang: 5,30 meter
Lastkapacitet: 66 fragtenheder (cirka 1.200 banemeter)
Maksimalt antal passagerer: 140
Servicefart: 16/10 knob
Overfartstid: 45 minutter (fra 2025)
Batterisystem: 10 MWh
Opladning i havn: 12 minutter (fra 2025)
Direkte emissioner under overfarten: 0
Investering: 80 millioner EUR
Related links
Emner
Kategorier
Om Scandlines
Scandlines er et moderne og innovativt rederi med en grøn vision for fremtiden. Vi har en stolt kultur baseret på et stærkt dansk-tysk samarbejde og en maritim historie, som rækker tilbage til 1872.
Scandlines driver to færgeruter med høj kapacitet og frekvens. Seks af vores syv færger er hybridfærger, og to er desuden udstyret med et innovativt rotorsejl – og det bidrager til at gøre vores færger grønnere.
Vores kerneforretning består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Fokus i alle vores aktiviteter – uanset om det er om bord på vores færger eller i vores BorderShops – er at give vores kunder en god oplevelse.
Med 39.000 afgange fordelt på syv færger transporterede Scandlines i 2022 tæt på 6,1 millioner passagerer, 1,6 millioner personbiler og over 750.000 fragtenheder på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.