Pressemeddelelse -
En håndsrækning til virksomhederne
Rebild Kommune fremskynder betalinger til private leverandører, for hjulene skal rulle videre, så godt det lader sig gøre – til trods for corona-virus.
- I tråd med opfordringen fra Kommunernes Landsforening har vi i Rebild Kommune valgt at fremskynde betalingerne til private leverandører for at hjælpe virksomhederne og være med til at mindske de økonomiske konsekvenser af corona-udbruddet i erhvervslivet. Regningerne vil blive betalt, så snart de er modtaget og godkendt – vi venter ikke på sidste betalingsdag, siger borgmester Leon Sebbelin.
Fra mandag morgen tager de administrative medarbejderne igen fat – rigtig mange af dem hjemmefra, da de jo er sendt hjem. Opgaver, som for eksempel denne, kan nemlig godt løses selvom medarbejderne arbejder derhjemmefra. Og det sker på rigtig mange områder i hele Rebild Kommune. Alle de funktioner det er muligt at opretholde, og opgaver det er muligt at løse, under hensyntagen til omstændighederne, bliver løst.
Forældre der skal møde ind på arbejde, kan roligt tage af sted – nødpasningen er klar
Nødpasningen er nu fuldstændig på plads. Forældrene i kommunen har været gode til at melde deres behov ind. Aktuelt har omkring 100 børn brug for nødpasning i kommunen, og dagpleje, vuggestuer, børnehaver og skoler står klar til at modtage dem mandag morgen.
- Det har været meget positivt at opleve den store imødekommenhed og fleksibilitet, som både forældre og medarbejdere har udvist for at finde gode løsninger, fortæller kommunaldirektør Jes Lunde. - Lederne har været nøglepersoner i at løse denne opgave hurtigt og samtidig sikre tryghed for forældrene. Der skal lyde en tak til alle for en stor og flot indsats.
Hvis man som forældre har spørgsmål til nødpasning, kan man tage kontakt til den daglige leder i barnets institution.
Emner
Regions
---------------------
Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Vi har samlet kontaktoplysninger, vores sociale medier og nyttige links til blandt andet dagsordner og høringer.