Pressemeddelelse -

Vægge, gulv og vinduer hitter når danskerne sætter boligen i stand

De mange ekstra timer i boligen under de seneste års pandemi har pustet nyt liv i lysten til at istandsætte boligen. Vægge, gulve og nye vinduer er blandt de foretrukne projekter, danskerne vil kaste sig over, viser ny meningsmåling foretaget for Nybolig.

Der kan være mange gode grunde til at gribe hammer, sav eller malerpensel og kaste sig over en istandsættelse af boligen. Det højner både glæden ved boligen, men det kan samtidig øge salgsværdien, den dag boligen skal sælges.

-Kosmetiske forbedringer af boligen er en fryd for øjet. Men bor man i en bolig af ældre dato, kan udskiftningen af eksempelvis gamle døre og vinduer direkte nedbringe varmeregningen og gøre boligen bedre sikret mod indbrud, siger Alexander Falck Winther, der er pressechef i Nybolig.

I en repræsentativ undersøgelse, som Epinion har foretaget for ejendomsmæglerkæden Nybolig, har man spurgt danskerne, hvilket projekt de ville kaste sig over, hvis de skulle forbedre boligens udseende. Her er vægge, gulv og vinduer de klare topscorere. 18,6 pct. af de adspurgte svarer, at de ville udskifte vinduer, 15,5 pct. svarer male væggene i en ny farve og 14,9 pct. svarer, at de ville udskifte gulve.

Men går du som boligejer med overvejelser om at kaste dig over et projekt, er udmeldingen klar. Det velkendte håndværkerfradrag sendes nemlig snart på pension.

-Håndværkerfradraget har i mange år været en økonomisk håndsrækning til boligejere med udgifter til en række service- og håndværkerydelser. Men fra politisk hånd har man besluttet at udfase håndværkerfradraget med virkning fra 1. april i år. Der er derfor god grund til at kaste sig over forbedringsprojekter i boligen nu, hvis man som boligejer skal nå at få gavn af fradraget, siger Alexander Falck Winther.

Håndværkerfradraget blev indført som en forsøgsordning i 2011 og blev gjort permanent i 2018.

Beslutningen om at afskaffe håndværkerfradraget er en del af grundlaget i finansloven for 2022, og håndværkerfradraget er afskaffet efter et politisk ønske om at lægge en dæmper på aktiviteterne i bygge- og anlægsbranchen.

Hvilket projekt ville du kaste dig over, hvis du skulle forbedre din boligs udseende i dag?

Procentandel
Nye møbler 8,4
Male væggene i en ny farve 15,5
Nyt gulv 14,9
Nye vinduer 18,6
Nye døre 6,6
Planter og grønt 11,3
Andet 24,7
Total 100

Kilde: Epinion, foretaget for Nybolig

Emner

  • Bygning, ejendom

Regions

  • Hovedstaden

Nybolig er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 220 forretninger fordelt over hele Danmark. Ejendomsmæglerne i Nybolig har et stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere, der skal købe eller sælge bolig. Nybolig ejes af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit.

Kontakt

Frederik Kragh Nielsen

Pressekontakt Pressechef, Nykredit Mægler +45 2448 6266

Relateret materiale