Gå til indhold
 Thomas Blachman udfordrer partiturmusikkens gængse orkestertradition på albummet OH YES MY MAKER

Pressemeddelelse -

Thomas Blachman udfordrer partiturmusikkens gængse orkestertradition på albummet OH YES MY MAKER

Thomas Blachman udstiller sit indre liv på udgivelsen OH YES MY MAKER. En kammerorkester-suite opført af det artificielle ensemble Future Freedom Chamber Orchestra of Copenhagen. Albummet OH YES MY MAKER udkommer den 11. november 2022.

“Jeg har været nødt til at vælge et musikalsk format, hvor jeg selv kan realisere min musik uden tidsrøvende ophold i de store orkestres venteværelser. Jeg manifesterer både mit partitur og min musik i én bevægelse. Præcis som maleren, der i hele sin proces har hænderne i direkte kontakt med stoffet frem mod det endelige resultat - en til en. På en måde kan man sige, at jeg går fra olie, den traditionelle orkesterkonvention, til at male med mere syntetiske materialer uden at miste de musikalske elementers organiske tiltrækningskraft, sammensætning og intention”, udtaler Thomas Blachman om tilblivelsen af OH YES MY MAKER.

Det er ikke alle, der kender Thomas Blachman for sit prisvindende arbejde med jazzen i 80’erne og sample-musik i 90’erne, men de fleste husker ham for hans tv-arbejde sidenhen. Nu står trommeslageren, komponisten, produceren og tv-personligheden, der altid har insisteret på og lykkedes med at gøre tingene på en anden og mere opfindsom måde, klar med ny, fri, dramatisk kompositionsmusik, der giver lytteren et eksklusivt indblik i, hvad der altid og konstant huserer og raserer af musik inde i Blachman.

”Lige så organisk blodet flyder gennem os mennesker – lige så naturligt flyder de musikalske elementer igennem mig”, udtaler Thomas Blachman, der med sit nye album OH YES MY MAKER ønsker at vende tilbage til kilden og sit eget personlige førstesprog – tonesproget. For selvom Thomas Blachman er særligt kendt for sin ordrige og gennemslagskraftige karakter, finder Blachman sig bedst til rette blandt toner, rytmer, harmonier og klangfarver. Blachman ønsker med OH YES MY MAKER at bane vej for sin indre, konstante musik og frisætte den i en dynamisk form - uafhængigt af alt andet end sig selv.

Fra partitur til opførsel er OH YES MY MAKER-suiten skabt på Blachmans Laptop. Future Freedom Chamber Orchestra of Copenhagen er et syntetisk ensemble - et, for Thomas Blachman, nødvendigt æstetisk greb for at slippe de musikalske konstruktioner fri i egen autonomi.

OH YES MY MAKER er den første udgivelse af sin slags, og lytterne bliver præsenteret for Blachmans dybt private, indre tilstand, som han selv beskriver som værende ”en ensom konstant, hvor kun det abstrakte er forståeligt - som en million legoklodser, der konstant skaber nye former og figurer at beskue”.

Thomas Blachman, som flere gange har rykket milepæle i dansk musik og tv-historie, fortsætter sin vandring ud af nødvendighedens sti efter nye udtryksrum og udtaler: "Jeg kan sgu ikke blive ved med at fungere, hvis jeg ikke kan få læsset alle disse tons af tonekonstruktioner af over de næste mange år. Jeg har fundet formen og ser frem til en mere dynamisk hverdag, hvor jeg også selv er en del af billedet, når jeg ser mig selv i spejlet”.

Rastløs energi omskrives til musik
Thomas Blachman har altid følt en form for rastløshed, men da han i sin tid pludselig fik øje på trommestikkerne, fandt han et sted, hvor hans energi kunne omskrives til musik. Blachman blev bachelor i komposition på Berklee i Boston i 1985, hvorefter han rejste hjem til Danmark og blev medstifter af neo-bop-kvintetten Page, der spillede verden over. Blachman modtog herefter en Grammy for sin jazz-soloplade ’Loveboat’ og blev i 1990'erne medstifter af en af Danmarks bedste Jazz-trioer ved navn GinmanBlachmanDahl, der stadig spiller for fyldte koncertsale.

I 1994 fusionerede Blachman jazz og hiphop med Al Agami og Remee på ’The Style and Invention Album’. Albummet modtog priserne som Årets danske rap/dance-udgivelse og Årets danske Jazzudgivelse ved Dansk Grammy 1995. Andre udgivelser med Jazz og Rap fulgte i årene efter.

Som producer fik Blachman sit gennembrud med Caroline Hendersons succes Cinemataztic (2005). Albummet blev produceret med Kasper Winding, der blev Thomas Blachmans mangeårige samarbejdspartner. Cinemataztic indbragte Henderson hele syv Grammy-priser, mens Blachman og Winding blev kåret som Årets danske sangskriver og danske producer. Blachman startede desuden pladeselskabet ManRec i 1998, der havde til formål at forny musikbranchen ved at udgive forårs- og efterårskollektioner med debuterende artister fra egen butik i København. Thomas Blachman står samtidig bag P1s lyd-design sammen med Thomas Hass, der må siges at være blevet en klassiker på 10. år.

Thomas Blachman er desuden manden bag et hav af tv-formater - herunder programmet Blachman (2013), der vakte stor opsigt og debat i både ind- og udland. Derudover var Blachman en af bagmændene bag musikprogrammet Mentor, mens han samtidig havde en mission om at bekæmpe ensomhed i Danmark i programmet Luk mig ind - Det er Blachman (2015). I 2015 havde en håndfuld folkeskoleelever “Blachman på skemaet”, mens han både har ageret dommer i henholdsvis Idols (2003-2004) og X Factor indtil nu.

Når Thomas Blachman nu udgiver OH YES MY MAKER, bliver det en taksigelse til energien, der aldrig stopper.

Albummet udkommer den 11. november 2022. 


Læs mere på https://www.blachman.com/

For yderligere information, kontakt undertegnede.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

Kontakt:
Julie Qvick, mobil: 22727556, mail: Julie@have.dk

Fakta
OH YES MY MAKER udgives i samarbejde med forlaget Wilhelm Hansen og Gateway Music. OH YES MY MAKER er en suite i 10 afsnit, hvoraf tre afsnit udgives som singler i løbet af efteråret op til albumudgivelsen den 11. november. Den første single bliver The spark of life (multidirectionalcounterpoint for easily bored brains), som udkommer den 30. september. Herefter udgives Movement of the open mind (how to cope with everything at once) den 14. oktober og afslutningsvis Theme and variation (music for television) den 28. oktober.

OH YES MY MAKER er Komponeret af Thomas Blachman
Fremført af Future Freedom Chamber Orchestra of Copenhagen
Indspillet og mixet af Thomas Blachman
Mastereret af Morten Bue
Album design og Foto af Adrian Täckman
Forlag Wilhelm Hansen
Udgives på Gateway Music

Emner

Kategorier

Kontakt

Julie Qvick Nielsen

Julie Qvick Nielsen

Pressekontakt Rådgiver
Kathrine Clemmensen

Kathrine Clemmensen

Pressekontakt Juniorrådgiver 22902645

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark