Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Nyhed: Hæderslegater uddeles til 12 danske kunstnere: ”Man bliver aldrig for gammel til at glædes ved anerkendelse”

Igen i år er det med stor stolthed, at Niels Wessel Bagges Kunstfond kan uddele over ti hæderslegater til betydningsfulde billedkunstnere i Danmark. Og som altid sker uddelingerne med stort fokus på at tilgodese både yngre og mere etablerede kunstnere. Særligt sidstnævnte gruppe skal have stor opmærksomhed, mener fonden.

I år kan Niels Wessel Bagges Kunstfond med glæde uddele hæderslegater á 100.000 skattefrie kroner til hele 12 danske billedkunstnere.

De er: Lydia Hauge Sølvberg (1989), Cecilie Skov (1988), Emil Rønn Andersen (1986), Eliyah Mesayer (1987), Kirstine Aarkrog (1986), Masar Sohail (1980), Simon Dybbroe Møller (1976), Camilla Berner (1972), Henrik B. Andersen (1958), Finn Reinbothe (1953), Charlotte Brüel (1945) og Anita Jørgensen (1942).

20 år i front
Som foregående år tilgodeser Niels Wessel Bagges Kunstfond et bredt udsnit af kunstnere i uddelingen af hæderslegater. Det er vigtigt for den danske kunstscene, at alle led i den kunstneriske kæde hædres på tværs af kunstnerskaber og -generationer. Det fortæller Nina Wedell-Wedellsborg, som i år har 20-års jubilæum som forkvinde i fonden:

”De 20 år, jeg har siddet i bestyrelsen for Niels Wessel Bagges Kunstfond, har været 20 spændende år fyldt med fantastiske kunstmøder og uddelinger til mere end 150 kunstnere. Det har også været 20 år, hvor den danske kunstscene har udviklet sig meget, og som fond har vi undervejs lagt meget arbejde i at følge med og skabe en uddelingspraksis, som har stort fokus på diversitet, hvad angår både alder, etnicitet, kunstnerskab og ikke mindst køn.”

De erfarne kunstnere
Og særligt det at hædre de erfarne kunstnerskaber har altid ligget Niels Wessel Bagges Kunstfond meget på sinde. ”De unge”, ”talenterne”, ”de nye stemmer” er uden tvivl væsentlige at hjælpe på vej, og det gør fonden også hvert år, men det er også af stor vigtighed at understøtte de kunstnere, som har et langt virke bag sig.

”De erfarne kunstnere, som vi vælger at hædre, har en kunstnerisk praksis, som er i bestandig udvikling, og som taler til og reagerer på vores tid og verden med fantastiske værker. Vi er stolte af i Niels Wessel Bagges Kunstfond både at hædre de nye og de erfarne stemmer på den danske kunstscene,” fortæller Nina Wedell-Wedellsborg.

Finn Reinbothe, som er blandt årets legatmodtagere, har siden 1980’erne skabt et omfattende kunstnerisk virke med et ganske alsidigt og fortsat nytænkende formsprog. Han udtaler:

"Det at blive 'set' som 'etableret' kunstner og dermed stadig have en relevant stemme i tiden betyder enormt meget for mig. Man bliver aldrig for gammel eller for erfaren til at glædes ved at blive anerkendt for sit arbejde. Det er ligeledes en stor glæde, at jeg i de senere år har mærket en stigende interesse for mit værk fra især yngre kunstnere og en fornyet interesse fra museer og kuratorer. Og så falder pengene, der følger med legatet fra Niels Wessel Bagges Kunstfond, som altid på et tørt sted, når man arbejder med den type kunst, jeg gør.”

Niels Wessel Bagges hæderslegat er tidligere blevet tildelt blandt andre John Kørner, SUPERFLEX, Lea Porsager, Jeanette Ehlers og Sergej Jensen. Årets hæderslegat vil blive fejret ved et lukket arrangement på Louisiana til næste år.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt venligst:
Sandra Nynne Vognstrup / sandra@have.dk / Tlf. 22 86 30 94

OM LEGATMODTAGERNE
Yderligere oplysninger om årets legatmodtagere, herunder CV og fotos, kan findes her: https://nwbk.dk/category/prismodtagere/

OM NIELS WESSEL BAGGES KUNSTFOND
Niels Wessel Bagges Kunstfond er etableret af kunstsamler og mæcen August Niels Wessel Bagge (1908-1990) med det formål at støtte danske kunstnere gennem årlige legatuddelinger, finansieret af afkastet fra hans formue.

Kunstfonden råder desuden over en stor samling af kunst og kunsthåndværk, der i dag er placeret på Louisiana Museum for Moderne Kunst, Aros Aarhus Kunstmuseum, Det Kgl. Bibliotek, Søllerød Museum og Grimmerhus, som rummer CLAY Keramikmuseum Danmark.

Niels Wessel Bagges Kunstfonds bestyrelse består af direktør Nina Wedell-Wedellsborg (forkvinde), advokat Christian Alsøe, produktchef Juri Krasilnikoff og billedkunstner Lulu Refn.

Læs mere om Niels Wessel Bagges Kunstfond her: https://nwbk.dk/om-fonden/

Emner

Kontakt

Sandra Nynne Vognstrup

Sandra Nynne Vognstrup

Pressekontakt Rådgiver 22863094

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark