Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Holstebro Dansekompagni præsenterer ‘Dødsdansen’: En moderne danseforestilling baseret på August Strindbergs ikoniske mesterværk

Fotokreditering: Chemnitz&Chemnitz

Publikum har en stor oplevelse i vente, når Holstebro Dansekompagni præsenterer sin unikke opsætning af August Strindbergs ‘Dødsdansen’. Marie Brolin-Tani, som samtidig er kompagniets kunstneriske leder, indtager hovedrollen som Alice, der sammen med Edgar lever i et 25 år langt ægteskab fyldt med magtkampe og mareridt. Forestillingen har premiere den 3. april 2024, mens der i efteråret venter en danmarksturné, hvor forestillingen blandt andet besøger Dansekapellet den 28. og 29. oktober. Det er første gang, at ‘Dødsdansen’ opføres som en ren danseforestilling i Danmark.

Når Holstebro Dansekompagni i foråret 2024 opfører August Strindbergs ‘Dødsdansen’, er det med kompagniets egen kunstneriske leder, svenske Marie Brolin-Tani, i hovedrollen. Hun har netop vundet Årets Hæderspris, som uddeles af Danmarks Teaterforeninger, og med sine 65 år har hun dermed mange flere års erfaringer end de fleste dansere, man kan opleve i professionelle danseforestillinger.

Men det er netop pointen, for Holstebro Dansekompagni ønsker nemlig at give mere plads til dansere med erfaringer inden for såvel dansen som livet i sig selv, som vil skinne igennem i deres optræden – ikke mindst i en forestilling som ‘Dødsdansen’, som er i berøring med mange komplekse aldersbetingede tematikker.

Forestillingen sætter netop fokus på ægteskabet, og hvordan det kan bryde sammen over tid, men alligevel blive ved med at slå gnister. En omstændighed, som de fleste personer i ægteskaber, der har varet i flere årtier, vil kunne relatere til.

“‘Dødsdansen’ er – både i sin oprindelige form og vores udgave – et komplekst værk, der rummer tematikker og dialoger, som beror sig på en del livserfaring. Derfor har vi i det kreative arbejde valgt dansere, der er alderssvarende til personerne i historien for at få så meget autenticitet frem som muligt. Det giver os også mulighed for at inkorporere forskellige dansestile og former i koreografien, der spejler karakterernes forskellige perspektiver og udvikling,” forklarer Marie Brolin-Tani.

Nutidig forestilling – med respekt for originalens essens
David Cornelius Price, som er associeret kunstnerisk leder og producent hos Holstebro Dansekompagni, udtaler:

“Vores vision er at skabe en danseforestilling, som er gennemsyret af dyb respekt for originalværkets rige temaer. Ved at oversætte Strindbergs intrikate skildringer til dans, bestræber vi os på at formidle værkets relationer gennem et nutidigt og fysisk sprog. Med dansen kan vi nemlig visualisere de magtkampe, som ‘Dødsdansen’ rummer, og samtidig udfolde både nuancerne af kærlighed samt det uundgåelige menneskelige møde med døden - forhåbentligt på en måde, der vækker publikums følelsesmæssige resonans.”

Publikum kan således glæde sig til en opsætning, der udforsker karakterernes indre konflikter og dynamikken i relationerne gennem en moderne koreografi, der både ærer originalens essens og bringer den ind i vores tid.

Christian Tronhjem og Nina Simone leverer musikken
Komponisten bag forestillingen er Christian Tronhjem, som står bag adskillige af Holstebro Dansekompagnis produktioner – herunder "Elsker Dig for Evigt", "No Sex" og den Reumert-nominerede forestilling "7-even".

Med sin baggrund inden for både den klassiske og rytmiske musik samt sit arbejde med filmmusik har Tronhjem en interesse i at fange både abstraktionen og det følelsesmæssigt genkendelige.

Det musikalske fundament i ‘Dødsdansen’ befinder sig netop mellem disse to verdener: Det ekspressive, afdæmpede, monotone, melankolske og til tider skingrende smukke.

Som omdrejningspunkt og vokalt indslag har Holstebro Dansekompagni opnået rettighederne til et par af Nina Simones sange, som flettes ind i Tronhjems komposition.

‘Dødsdansen’ har premiere i Holstebro den 3. april 2024. I efteråret 2024 tager danseforestillingen på Danmarksturné, hvor den blandt andet spiller på Teater V i København fra d. 31. oktober til d. 3. november, såvel på Aarhus Teater, Momentum i Odense, Nordkraft i Aalborg mfl.. Find billetter til forestillingen her: https://holstebroteater.dk/show/dodsdansen/

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere, kontakt venligst:
Sara Jeppesen / sara@have.dk / 22 41 00 48
Amalie Søndergaard / amalie@have.dk / 28 58 81 50

Om ‘Dødsdansen’:
‘Dødsdansen’ udforsker magtkampe, mareridt, ødelæggelse og erindringen om tabt kærlighed gennem den fascinerende historie om Alice og Edgar. Efter 25 års ægteskab længes de efter at genopdage intimitet, sensualitet og ømhed. Med døden lurende om hjørnet og da triumferne i livet undviger dem, ender de ved en skillevej.

Alice og Edgar lever isoleret, men før deres sølvbryllupsdag træder en yngre fjern slægtning ved navn Kurt ind i deres liv. Farlige begær antændes og giver anledning til en lidenskabelig trekantshistorie. En blanding af had og kærlighed fletter sig sammen i en uimodståelig tour de force, der fører dem tilbage til det velkendte.

August Strindberg skrev ‘Dødsdansen’ i en af sine mørkeste perioder, drevet af selvforagt og en dyb foragt for kvinder. Ikke desto mindre bærer hans værk spor af mørk humor og selvironi, og Strindbergs skildring af ægteskabets dynamik, individuel selvforagt og kampen for at finde mening i tilværelsen resonerer stadig i vores moderne tid.

Alice spilles som nævnt af Marie Brolin-Tani, mens Edgar spilles af Melody Putu, og Kurt spilles af Lionel Ah-Sou.

  • Koncept og idé: Marie Brolin-Tani og Melody Putu
  • Koreografi og iscenesættelse: Thomas Bentin
  • Medvirkende og medskabende dansere: Marie Brolin-Tani, Melody Putu og Lionel Ah-Sou
  • Musik og lyddesign: Christian Tronhjem
  • Kostumedesign: Åsa Gjerstad
  • Lysdesign:Hans-Olof Tani
  • Produktionsleder: Anna Marie Houe
  • Koreografisk konsulent og producent: David Cornelius Price

Spilledatoer 2024:
Musikteatret Holstebro: 3. april
Nordkraft, Aalborg: 25. september
Odense, Momentum: 26. september
Oure: 27. september
Randers Teater: 7. oktober
Bornholm Teater: 10. oktober
Esbjerg Musikhuset: 23. oktober
Aarhus Teater: 24. og 25. oktober
Teater V., København: 31. oktober samt 1., 2. og 3. november

Emner

Kontakt

Amalie Søndergaard

Amalie Søndergaard

Pressekontakt Rådgiver 28 58 81 50

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark