Gå til indhold
Foto: Steve Gullick
Foto: Steve Gullick

Pressemeddelelse -

PJ Harvey giver to koncerter i København til efteråret

Den anerkendte engelske artist gæster Falkoner Salen fredag den 27. og lørdag den 28. oktober 2023. Nyheden om PJ Harveys danske visit kommer samme dag som udgivelsen af titelsange fra hendes kommende nye album I Inside the Old Year Dying.

Den engelske sangskriver, sangerinde, visuelle artist, digter og guitarist PJ Harvey er en af de helt store nulevende artister på den engelske indierock-scene. Hun er hyldet for sin alsidighed og dynamiske tilgang til musikken, som blandt andet har skaffet hende hele syv GRAMMY-nomineringer og gjort hende til den eneste kunstner, der har vundet den prestigefulde albumpris Mercury Prize to gange.

Kunstneren, med det borgerlige navn Polly Jean Harvey, vandt sin første Mercury Prize i 2001 med albummet Stories From The City, Stories From The Sea og igen i 2011 med det skelsættende Let England Shake.

PJ Harvey udgav sit første album i 1992 og har siden udgivet otte plader.

Den 7. juli lander hendes 10. album – det første siden 2016’s GRAMMY-nominerede The Hope Six Demolition Project. Det nye album har fået titlen I Inside the Old Year Dying, hvilket også er titlen på den nye single, som er udkommet i dag via pladeselskabet Partisan Records.

PJ Harvey spillede i 2017 en intimkoncert på Værket i Randers, men har siden da kun været tilbage på dansk grund i forbindelse med udgivelsen af digtsamlingen Orlam.

Hendes koncert på Værket blev rost til skyerne og fik topkarakterer fra musikmedierne GAFFA og Soundvenue, som skrev:

Næsten to timer i bjergtagende selskab med PJ Harvey og hendes formidable musikere slutter med smukke og foruroligende The River, der må have efterladt de fleste af os med en klump i halsen. Storslået og magisk – intet mindre. - GAFFA

Generalen og hendes håndgangne mænd kom, så og sejrede (massivt) – SOUNDVENUE

PJ Harvey spiller i Falkoner Salen fredag den 27. oktober og lørdag den 28. oktober 2023.
Billetsalget starter fredag den 16. juni klokken 10.00 via Ticketmaster.

Emner

Kategorier


Koncerten arrangeres af DTD Concerts (tidl. Beatbox Entertainment) - en del af DTD Group

DTD Concerts er en del af DTD Group

DTD Concerts er en af Danmarks største koncertarrangører med både internationale og danske artister, store som små.

DTD Concerts

Studsgade 35B, Aarhus, Danmark
8000 Aarhus C
Danmark