Pressemeddelelse —
Dagrofa lancerer ny offensiv strategi: Investerer over en milliard de næste tre år
Fødevarekoncernen Dagrofa vil over de kommende tre år investere over en milliard kroner som led i ny offensiv og mere kundevendt strategi. Det er Dagrofas største investering nogensinde, som kommer i hælene på fødevarekoncernens tidligere strategi og stærke fremgang.
Dagrofa sigter med sin nye, tre-årige strategi “Fremgang Sammen” mod at blive langt mere offensive og forventer at investere 1,1 milliard kroner i mere digitalisering, styrkelse af butiksnettet og vinde udvalgte kategoripositioner.
- Vi går fra en strategiperiode, hvor vi har haft fokus på at optimere organisationen og processer internt og forventer at få sorte tal på bundlinjen i 2021. Vi har opnået en stærk resultatforbedring med vores nuværende strategi. Nu er det tid til at være mere offensive og vise, at vi har endnu mere at byde på, siger Tomas Pietrangeli, Group CEO i Dagrofa.
Dagrofa forventer fortsat at se sorte tal ved udgangen af 2021, og koncernens markant forbedrede ståsted skal være startskuddet til et sundt og bæredygtigt Dagrofa fremadrettet. En af Dagrofas fremtidige satsninger går på investeringer i digitalisering. Målet er at give kunderne den bedste, digitale madoplevelse med butikken som omdrejningspunkt.
- Vi vil differentiere kundeoplevelsen, både fysisk og digitalt. Vi kommer blandt andet også til at tilbyde flere unikke varer i vores sortiment og satse endnu mere på markedets højeste faglighed, inspiration og lokal tilstedeværelse, siger Tomas Pietrangeli.
Øget indsats på den lokale samfundsforankring og styrkelse af butiksnettet
Den kommende strategiperiode vil også bygge videre på Dagrofas rolle i lokalsamfundene. De seneste år har Dagrofa øget butiksnettet med mere end 20 nye supermarkeder, herunder en række borgerprojekter, som for alvor har fået fodfæste i de mindre lokalsamfund. Dagrofa driver nu cirka 100 borgerdrevne butikker på landsplan, og Tomas Pietrangeli har på vegne af Dagrofa for nylig afgivet et samfundsløfte om flere dagligvarebutikker i landdistrikterne. I storbyerne har Dagrofa også planer om at styrke tilstedeværelsen lokalt.
- Vi skal dyrke vores styrker endnu mere i den kommende strategiperiode. Vores købmænd er meget stærkt lokalt forankret, og vi har set at det er vigtigt for kunder i hele landet. Vi har en hel koncern med fagligt dygtige medarbejdere, som er sultne efter at tage mere af markedet, og vi har en styrke i, at vi kan arbejde tæt sammen på tværs af detail, foodservice og logistik, siger Tomas Pietrangeli.
Den nye strategi “Fremgang Sammen” træder i kraft fra 2022 og løber til udgangen af 2024.
Fakta:
- “Fremgang Sammen” er den kommende strategi for hele Dagrofa-koncernen og skal sikre et rentabelt og bæredygtigt Dagrofa. Strategien består blandt andet af fire pejlemærker, som omhandler:
1. At differentiere kundeoplevelsen og vinde kategoripositioner
2. Forstærke butiksnettet
3. Give kunderne den bedste digitale madoplevelse
4. Konkurrere på en mere enkel og effektiv værdikæde
- Dagrofas tidligere strategi #StærkereSammen havde til formål at sikre en større sammenhængskraft og skabe synergier på tværs af de forskellige dele af Dagrofa
- Samfundsløftet: Dagrofa er klar til at åbne dagligvarebutikker i byer med mindst 600 indbyggere, hvis projektet har opbakning og finansiering - eksempelvis gennem anparter - i lokalområdet.
Emner
- Detailhandel
Kategorier
- tomas pietrangeli
- koncernchef
- presse
- strategi
- detail
- dagrofa foodservice
- kommunikation
Med over 500 dagligvarebutikker fordelt over hele Danmark er Dagrofa en af landets førende virksomheder på det danske fødevaremarked. Dagrofa står bag dagligvarebutikkerne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb og ejer også Dagrofa Logistik og Dagrofa Foodservice, som er ledende leverandør til restauranter, hoteller og kantiner.