Pressemeddelelse -
Ikoniske Isokon-møbler under hammeren
Bruun Rasmussens designauktioner er nok bedst kendt for møbelklassikerne fra de skandinaviske lande, men på årets største auktion i Bredgade dykker auktionshuset ned i international designhistorie med en række møbler fra Isokon af den markante ungarske arkitekt Marcel Breuer.
"I dag findes Breuers Isokon-møbler på verdens førende museer, og med på auktionen har vi flere eksempler, heriblandt den ikoniske chaiselong "Short Chair", formgivet i 1936," udtaler Peter Kjeldgaard, leder af afdelingen for kunsthåndværk og design fra det 20. århundrede.
Markedsføringen havde Isokon styr på og lancerede stolens tilsvarende forgænger ”Long Chair” med følgende beskrivelse: ”Isokon-lænestolen leverer videnskabsbaseret afslapning til alle dele af kroppen og skaber en følelse af velvære. Den er et bedre middel til fordøjelse end nogen anden medicin her på jorden. Behagelig for dem, der ynder at tage en lille lur efter frokost.” Auktionens møbler af Breuer stod indtil for nyligt hos de oprindelige ejere, der erhvervede dem i 1930’erne, og er nu ved et tilfælde landet hos os.
Breuer, Bauhaus og Isokon
Marcel Breuer var uddannet ved Bauhaus-skolen, men forlod Tyskland som følge af nazismens opmarch i midten af 1930’erne og immigrerede til London. I 1935 flyttede han ind i den engelske pendant til Bauhaus, Isokon-bygningen, der blev til ud fra en filosofi om det moderne, urbane og frie liv. Idémændene bag var den innovative møbelproducent John Pritchard og arkitekten Wells Coates, der hentede inspiration i Le Corbusiers vision om ”boligen som maskine”. Resultatet blev et eksperiment i modernistisk totaldesign, hvor mad, rengøring og tøjvask var inkluderet i huslejen.
Isokon – et tilflugtssted i mellemkrigstiden
Isokon fungerede som et tilflugtssted for mellemkrigstidens arkitekter, kunstnere og forfattere og husede et væld af berømte navne som fx arkitekterne Walter Gropius og Egon Riss, kunstneren László Moholy-Nagy og krimiforfatteren Agatha Christie. Mens Breuer var en del af dette kreative fællesskab, videreudviklede han sine rørformede stålmøbler og overførte formerne til et blødere materiale. Han formgav en række møbler til Isokon af formbøjet birketræslaminat, som indgik i bygningens interiør og blev produceret på en møbelfabrik i Estland. Genbrugstanken var ikke fremmed for Isokon, for kasserne, som møblerne blev fragtet til England i, indgik efterfølgende som en del af det færdige møbel, nemlig som armlæn.
Axel Saltos spirer, knopper og riflede former
På den kommende designauktion præsenterer vi også 14 af Axel Saltos keramiske værker, hvoraf en håndfuld er i absolut international topklasse. Det gælder fx en stor vase fra 1955 modelleret i spirende stil og dekoreret med okseblodsglasur. Den fine blå sommerfuglevingeglasur finder man på en kolossalgulvvase, der er modelleret med ”levende sten” – Saltos poetiske udtryk for en edderkop i sit spind.
Som kunstner slog Salto igennem i 1925 efter at have præsenteret sine keramiske værker på Verdensudstillingen i Paris. I dag betragtes han som en af de mest anerkendte danske kunstnere i det 20. århundrede, og indsatsen på det keramiske område kan ikke overvurderes – han overskred keramikkens grænser og forvandlede den fra pottemageri til egentlig kunst. Saltos sublime stentøj ses ofte på auktionsmarkedet, men de store markante og ikoniske værker bliver sjældnere og sjældnere.
International designauktion
Auktion: 6.-7. december hos Bruun Rasmussen i Bredgade 33 i København
Eftersyn: 23.-27. november på samme adresse
Emner
Kategorier
_________________________________________________________________________________
Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.
I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.
Bruun Rasmussen deltager i 2017 som ”Business Plus Partner” for Aarhus som europæisk kulturhovedstad. Med afsæt i det overordnede tema "Let’s Rethink" støtter vi Fonden Aarhus 2017 i at gentænke nuværende konventioner for kunst og kultur, og ser frem til at bidrage med en lang række arrangementer henover året.