Pressemeddelelse -
Guld til Arla Foods i USA
Der var guld til både Rosenborg og Lurpak ved en stor smagskonkurrence i USA. De to mærker blev kåret som de bedste i deres kategorier af The American Tasting Institute.
Rosenborg ostene Danish Mellow Blue, Extra Creamy Danish Blue og Traditional Danish Blue Cheese vandt således ved en international konkurrence i San Francisco i kategorien for importerede blåskimmeloste. Samtidig fik Lurpak pris for bedste importerede smør i Amerika. Priserne betyder, at både Rosenborg og Lurpak får et segl med ordene ”2002 Gold Taste Award” på emballagerne i USA.
”Det betyder meget for os. Vi får betydeligt nemmere ved at sælge vores produkter til de internationale kæder og kan på den måde øge vores afsætning”, siger Jens Kauffmann, marketingchef i Arla Foods’ amerikanske datterselskab.
The American Tasting Institute er en privat organisation, der ved hjælp af professionelle kokke regelmæssigt tester fødevarer. De præmierede Rosenborg oste fremstilles på Arla Foods’ mejerier i Høgelund og Grenå. Lurpak produceres på Varde Mejeri.
Tidligere er Extra Creamy Danish Blue blevet kåret som verdens bedste ost i den prestigefyldte konkurrence Wisconsin Cheese Makers World Championship. I begge de år, hvor smør har været med i konkurrencen, er Lurpak kåret som verdens bedste smør.